I Perserriget, der i år 750 bredte sig fra Pyrenæerne til det centrale Asien, var
kendskabet til oldtidens teknologi bevaret. Perserne byggede videre på de gamle metoder
og overførte f.eks. viden om vandmøller til konstruktionen af vindmøller.
I Seistan, nu et område mellem Iran og Afghanistan, hvor det kun regner lidt, men blæser
meget, skete et teknisk spring. Ingeniørerne formåede at omsætte den teknik, der
kendtes fra skvatmøllen - en vandmølle med hjul og møllesten på en lodret akse - til
en brugbar vindmølle omkring år 700. I princippet er vandmøllehjulet taget op af vandet
og forsynet med større blade. På aksen anbragtes 6 til 12 skind- eller sivklædte
mølleblade i den ene ende og en møllesten i den anden. Vindmøllerne placeredes på
høje omgivet af tragtformede lerklinede vægge, der sørgede for, at vinden blev ledt ind
mod møllebladene med øget hastighed.
Møllerne blev bygget til vind fra én retning. Og netop i Seistan har man begrebet
"120-dages vinden" for den vind, der blæser fra NNV omkring høsttiden.
Mølletypen spredte sig helt til Kina og bruges fortsat.
|
|
Vindmølletype som bliver brugt den dag i dag. Ofte står op til 40 møller samlet på
en række. |
